Fugtmåling

Beton, mørtel og puds indeholder store mængder byggefugt, og den skal ud, før der lukkes af med gulvbelægning, vægbeklædning eller inventar. Lukkes for tidligt, opdages fejlen først, når skaden viser sig.

Her er måletallet selve dokumentationen. En vurdering af, at "det føles tørt", kan ikke bruges over for et forsikringsselskab, en udlejer eller den håndværker, der skal arbejde videre.

Det er den måling, der afgør, om næste led i byggeriet kan gå i gang.

Fugt og temperatur måles løbende i stedet for som et øjebliksbillede. Relevant hvor forholdene svinger med årstiden eller med brugen af rummet — krybekældre, kældre og tagrum.

Der findes flere metoder, og de svarer på hver sit. Valget afhænger af, hvad målingen skal bruges til.

Referencemetoden. Den kan bruges til alle materialer, og de øvrige metoder kalibreres op imod den.

En prøve udbores eller udhugges, vejes, tørres ved 105 °C og vejes igen. Forskellen er vandindholdet, angivet i vægtprocent af den tørre vægt.

Metoden er destruktiv og tager et døgn, men den giver det mest pålidelige tal. Prøver kan udtages i forskellige dybder, så fugtfordelingen gennem konstruktionens tværsnit kan kortlægges — og i murværk kan sten og fuger måles hver for sig.

Måler den relative luftfugtighed, materialet er i ligevægt med. Bruges til at følge et udtørringsforløb og til at afgøre, om en konstruktion er tør nok til at blive lukket.

Der bores et hul, det fores med et rør og lukkes tæt, og først efter syv dage er der opnået ligevægt, så målingen er retvisende. Føleren skal derefter sidde, til både temperatur og fugtighed har stabiliseret sig, hvilket kan tage op mod en time.

Metoden egner sig fortrinsvis til cementbundne materialer. Den kan anvendes i murværk, og den er god til at følge en udtørring og afgøre, om materialet er vådt eller tørt — men tegl har ringe fugtoptag fra luften, så tallet er mindre egnet til at fastsætte et præcist fugtindhold.

To elektroder presses eller hamres ind i træet, og den elektriske modstand omsættes til vægtprocent. Måleområdet går til omkring 25 %, og derover viser instrumentet blot, at fugtindholdet er højt.

Kapacitive målere og mikrobølgemålere. De giver et relativt udslag, ikke et fugtindhold — se afsnittet nedenfor.

Det er den vigtigste misforståelse på området. I murværk giver en overflademåling ingen information om fugtindholdet — hverken i midten eller i overfladen.

Men de er ikke uden værdi. De skal bare kombineres.

En kapacitiv måling på væggen, en indstiksmåling i fodpanelet på den samme væg, og referencemålinger på steder, der forventes at være tørre. Hver enkelt måling er usikker. Læst sammen tegner de et realistisk billede af, hvor langt en skade rækker.

Det er sådan et skadeomfang kortlægges i praksis: flere mindre indgribende målinger, der læses i sammenhæng, frem for ét tal.

En måling siger først noget, når den holdes op imod noget. Derfor måler vi altid også steder i bygningen, der forventes at være normalt tørre.

Uden referencen ved man ikke, om et tal er højt. Med den kan et fugtskadet område skelnes fra et normalt.

Metoden er én ting. Hvad tallet betyder, er en anden — og det afhænger af materialet.

Materialer binder fugt vidt forskelligt ved samme luftfugtighed. Tegl og beton optager forholdsvis lidt fugt fra luften, mens porebeton og træ optager betydeligt mere. Det er grunden til, at der ikke findes ét normaltal, og at en fugtprocent ikke kan overføres fra ét materiale til et andet.

Måles i vægtprocent. Der findes ikke ét normalniveau — det forventelige fugtindhold afhænger af, hvor træet sidder, og af temperaturen:

Værdierne er forventelige niveauer, ikke grænser for, hvornår noget er galt. Træ uden på en facade om vinteren forventes at ligge på 20 % — det samme tal inde i en tagkonstruktion er et problem.

Indvendigt træ indstiller sig i ligevægt med rumluften og ligger derfor lavere end konstruktionstræ. Ved 20 °C står træ i luft med 40 % relativ luftfugtighed på omkring 8 %, og ved 70 % på omkring 15 %. Normale indendørs forhold giver altså de 8-15 %. Det er også grunden til, at gulvbrædder kan være tørre nok på værkstedet og alligevel ændre sig, når de kommer ind i boligen.

Risikoen for skimmelvækst i træ stiger med fugtindholdet:

Nedbrydende svamp, som svækker træets styrke, findes generelt ikke i træ med et fugtindhold under 20 %. Kortvarigt højt fugtindhold kan give skimmelvækst — langvarigt over 20 % kan give svamp.

Og her bliver måleusikkerheden afgørende. En modstandsmåler har typisk en nøjagtighed på ±2 %. En aflæsning på 16 % kan derfor reelt være 18 %. Det er præcis gråzonens bredde, og det betyder, at et tal i gråzonen ikke kan afgøres med én måling. Der skal måles flere steder, i flere dybder, og gerne gentages.

Under gode forhold kan skimmelvækst i øvrigt vise sig på træoverflader allerede efter tre dage.

Selve trægulvet har også en grænse. Gulvbrædder leveres typisk med et fugtindhold omkring 8 %, og det acceptable niveau ved lægning er 8-10 %. Over 10 % er de for våde og vil give sig, når de tørrer i boligen.

Her er vægtprocent ikke brugbart til at vurdere, hvornår der må lægges gulv. Det er den relative luftfugtighed i betonen, der afgør det.

I et nystøbt betonlag måles i en dybde af 0,4 gange dækkets tykkelse ved ensidig udtørring, og 0,2 gange ved tosidig. Måles der tættere på overfladen, angiver målingen en for lav værdi i forhold til de dybere liggende lag — betonen tørrer hurtigst udefra og kan fremstå "hvidtør", mens der stadig er betydelig fugt lige under.

Temperaturen forskyder desuden resultatet: en højere temperatur giver et højere RF-udslag ved samme fugtindhold, så en måling i et varmt udboret hul kan fejlagtigt se ud, som om der ikke er sket udtørring.

Den højest acceptable relative luftfugtighed i betonen før udlægning af gulv er normalt 60-85 % RF, afhængigt af gulvmaterialet.

Spændet er selve pointen. Grænsen flytter sig 25 procentpoint alt efter, hvad der kommer ovenpå — og derfor kan "er den tør nok?" ikke besvares, før man ved, hvilken belægning og hvilken lim der skal bruges.

Under en tæt gulvbelægning kan fugt fra de dybere liggende lag trække op mod overfladen, og der kan derved opstå en højere relativ luftfugtighed, end belægningen eller limen kan tåle.

Veje-tørre på en udboret pulverprøve er den sikreste metode. Den kan udtages i forskellige dybder, og sten og fuger kan måles hver for sig — hvilket betyder noget, for fugtindholdet kan være meget forskelligt i de to.

RF i borehul kan anvendes og er god til at følge en udtørring. Overflademålinger kortlægger udbredelsen, men giver ikke et fugtindhold.

Er der mistanke om salte i murværket, bør det hygroskopiske fugtoptag bestemmes særskilt. Salte trækker fugt ud af luften og forstyrrer de fleste måleinstrumenter.

Disse materialer optager langt mere fugt fra luften end tegl og beton. Ved samme relative luftfugtighed står de derfor med et væsentligt højere fugtindhold — uden at det nødvendigvis er et problem.

Det er en af de hyppigste kilder til fejlvurdering: et tal, der ville være alarmerende i en teglvæg, kan være normalt i porebeton.

Det er det punkt, hvor vi oftest skiller os fra den, der skal arbejde videre.

Der findes vejledende værdier for, hvor tørt en konstruktion skal være, før der arbejdes videre på den. De står i Vejledning om håndtering af fugt i byggeriet (Statens Byggeforskningsinstitut, 2010). Der er ikke tale om ét tal: værdierne afhænger af materialet og af, hvad der skal ske bagefter.

Vejledningen er tydelig om, hvad det koster at lukke for tidligt: utilstrækkelig udtørring kan efter indflytning give skimmelvækst bag for eksempel malerier, møbler og køkkenelementer.